Her er opskriften på din vaccine mod alt for mange negative nyheder. Med 7 ingredienser – og sin egen lille hemmelighed, det ultimative krydderi. Opskriften er brygget med inspiration fra USA, hvor en amerikansk bestseller forfatter råt for usødet siger “Kvit nyhederne”.
Mark Mansons artikel “Why you should quit the News” har inspireret mig til at komme med mit bud på en opskrift på en vaccine til dig og mig, der kan beskytte os selv og vores omgivelser mod at blive påvirket af alt, alt for mange negative nyheder døgnet rundt, fra nær og fjern, øst og vest, 24/7.
Opskriften har selvfølgelig også afsæt i den faglig baggrund og værdier bag Lederkommunikation.nu og WhitePaper’et: 6 udfordringer i en digital tidsalder – Sådan tackler du udfordringerne og passer godt på din hjerne”.
Opskriften
- TAL MED MENNESKER: Tal mere med mennesker om nyheder end du ser, læser eller kommenterer nyheder. Hver eneste dag.
- SØG OG FIND: Vend flow om. I stedet for at følge og klikke på medier, så vælg aktivt hvilke emner du vil opsøge nyheder om, og hvor du finder den bedste dækning. Hvad interesserer dig lige nu?
- SE MINDRE TV: I TV-nyhederne bliver flygtighed og følelser båret allermest, og ganske ofte bliver der faktisk ”bare” sat følelser, dramatik og billeder på de nyheder, du allerede kan læse på nettet.
- VÆLG KANALER MED OMHU: Ryd op i dine feeds på sociale medier. Følg færre og følg medier med kvalitet. Betal gerne for det du virkelig gerne vil vide noget om. Følg også gerne et alternativt medie og et udenlandsk medie.
- ELSK AT GÅ I DYBDEN: Det er utroligt så meget, der er at dykke ned i på nettet og i fx grupper på sociale medier. Flyt din tid fra at ”surfe og klikke” til at ”være nysgerrig og videbegærlig”.
- TAG IKKE NOGET FOR GIVET: Tag ikke overskrifter som sandheder. Se perspektiver 360 grader rundt. Regn ikke med, at alt, hvad du møder, er sandt. Heller ikke det du godt kan lide at høre.
- BRYD VANER: Prøv at se hvad der sker hvis du vælger at ændre dine daglige rytmer. Bryd dine vaner. Gør noget lidt andet end du plejer. Se hvad du opdager. Der er så meget spændende derude,
Det ultimative krydderi
Enhver rigtig god opskrift rummer sin egen lille hemmelighed. Det ultimative krydderi. Min hemmelighed er her.
Mød virkeligheden
Jeg valgte i sommer at hjælpe til på et hotel, der huser ukrainske flygtninge. I ganske korte samtaler forstod jeg mere om verden og krigen end gennem seks måneders nyhedsdækning. Jeg har ellers valgt at følge ganske detaljeret med. Det er situationer som disse tre, der står tilbage:
- En kvinde først i 20’erne talte længe i telefon med sin kæreste, en ung ukrainsk soldat. Angsten sprang frem i hendes øjne, da Tivolis fyrværkeri pludselig gik i gang. Jeg lagde min hånd på hendes skulder og forklarede hende, at det bare var fyrværkeri. Med et sæt faldt hendes skuldre ned, og latteren klingede med soldaten ved fronten i øst.
- En ældre forpjutlet herre kommer endnu en nat ind fra gaden med poser fyldt med flasker. En flygtning som jeg første gang ville smide ud som ”sikkert værende hjemløs”, og som jeg derfra fik min lille natlige sludder med. Når han nu ikke kunne et ord engelsk, var indholdet af sludderen relativt begrænset. Men jeg forstod, at manden havde en respektabel baggrund. Der var den her umiskendelige stolthed i hans stemme.
- Og så var der psykologen, der sælger is i Nyhavn, og helt har glemt sin villa og bil derhjemme. For som hun siger. Hvad vi ejer betyder mærkeligt nok ikke noget mere. Det handler kun om vores kære, og om de er i live. Jeg fik hende til at tale med jobcentret en ekstra gang. Dagen efter fik hun deltidsarbejde i en skole med ukrainske børn og kom glad hjem til hotellet med en is til mig fra Nyhavn. For der fortsatte hun selvfølgelig også med at arbejde.
Tre billeder, der hver for sig, fylder mere end 1000 ord
Jeg vil gætte på, at de tre situationer samlet tog 3 timer af min tid. Så er det lige som om de problemer, vi slås så meget rødt og blåt om i Danmark, de synes så små. Gør de ikke? Kan vi virkelig ikke stå mere sammen som nation og folk om det virkeligt væsentlige?
Måske er det, hvad vi skal. Møde virkeligheden meget mere lige der, hvor vi er. Bevæge os væk fra skærme og distancer. For hele verden og hele den vidunderlige virkelighed – den bor jo lige udenfor vores egen dør.
Det er ikke muligt at kommentere på denne artikel