Kære floatpod – vil jeg virkelig skrive den bog?Dagbog fra Float Studio, 11. december 2022, København

JAGTEN PÅ DET GODE ARBEJDSLIV – fra Electronics Way, Florida, over destinationer i Danmark, til Dharamsala, Nordindien. Følg dagbogen her.

Netop hjemvendt fra 6 vanvittige dage til Date With Destiny hos den amerikanske coach, Tony Robbins, i Florida. I en slags mental arbejdslejr med 900 mennesker live i hans Studio og med 4000 deltagere online fra 96 lande. Hos Tony Robbins traf jeg for mig store beslutninger. Det hele skal nu bundfælde. Hvordan mærker jeg rigtig godt efter? Jeg kender heldigvis et sted. Jeg har i de sidste 2 år jævnligt fundet stilhedens budskab i Float Studio flydende vægtløs i saltvand. Der tager jeg hen.

Smukke glasfacader. Drømmefangere. Mystiske sten og lidt røgelse i luften. Hyggelig lounges med the, bløde stole og madrasser – og stof til hjernen hvis du vil. Din private kabine der oser af vestlig velfærd og velstand. Med en lækker bruseniche med sikkert velduftende shampoo og balsam til dem, der har hår 😊. Det er wellness på øverste hylde. 60 minutter helt for mig selv.

Floatpod’ en står åben på vid gab og venter på mig. Jeg er dødtræt. En film af tanker fra en intens uge og jet-lag fra 14 timer i fly kører gennem mit hoved. Jeg kravler ned i pod’en og trækker låget ned. Jeg lader min krop flyde. Det salte vand er dejligt lunt. Jeg læner hovedet trygt tilbage, flyder vægtløs og lader armene falde til siderne. Jeg slukker lyset, og det bliver helt mørkt. Blid musik toner frem. Efter 5 minutter bliver der helt stille.

Vi kan ikke forklare alt med videnskab, rationaler og ord

Mine øjne og ører får fred. Ingen signaler bliver sendt til min hjerne. Der er bare stille. Tiden forsvinder. Indimellem er det lidt svært i starten. Bare at ligge der. 60 minutter kan føles længe. Date with Destiny var en eksplosion af tanker og følelser.,  

Jeg koncentrerer mig om mit åndedræt og lader bare alle tankerne rulle. Hver eneste gang jeg floater, har jeg forskellige oplevelser. Jeg er kommet her systematisk i 2 år, og floating har altid hjulpet mig til at rense min hjerne og finde ro. Både når det er svært og kritisk, godt og vidunderligt – eller som lige nu er eventyrligt og overvældende.

Vi kan ikke forklare alt med videnskab, rationaler og ord. Livet er heldigvis større. De effekter, floating har, er ganske veldokumenterede videnskabeligt. For nogle årtier siden så vi på akupunktur som noget værre kinesisk hokus-pokus. I dag bruges det på fødegange på danske hospitaler. Mon ikke floating en dag også bliver et anerkendt redskab for mennesker, der bliver ramt af stress, eller som vil præstere særligt. Jeg har hørt, at det engelske fodboldlandshold havde en floatpod i omklædningsrummet til EM i fodbold.

Så er det som om, min hjerne giver slip

En ting sker der altid for mig i floatpod’en – og måske er det derfor, jeg er blevet medlem af Float Studio og kommer her i hvert fald en gang om måneden. Jeg har jo virkelig ikke styr på tiden, mens jeg floater, men omkring midtvejs, nogle gange hurtigere. Andre gange så sent, at jeg ikke tror, det vil lykkes i dag.

Så er det som om, min hjerne giver slip. Når min krop har flydt længe nok, synes det at gå op for min hjerne, at der egentlig ikke er ret meget at tage sig af. Den skal ikke tænke på kroppen, ingen synsindtryk, ingen lyde. Jeg kan ikke rigtig forklare, hvad der sker. Det er, som jeg forsvinder. På sin vis gør tankerne også, men der dukker tit noget op, jeg ikke lige regnede med. Og nogle gange noget der kunne ligne et svar på et spørgsmål.

I dag hoppede jeg i pod’en med klare spørgsmål til mig selv. Kan jeg bundfælde mine beslutninger fra Date With Destiny? Hvad vil jeg sige og gøre nu, og hvad vil jeg ikke?

Musikken starter igen. Jeg ved, at om 5 minutter er de 60 minutter gået. Jeg tænder lyset og trykker på en knap, der får lyset til at skifte sagte mellem regnbuens farver. Jeg bevæger mig langsomt i vandet og vender tilbage. Tilbage til min krop. Tilbage til min hjerne.

Jeg er bare så grundigt træt af flygtige fortællinger i vores medier

Jeg traf flere store beslutninger i Florida. Private, personlige og professionelle. Jeg mødte Adrian derovre, en herlig engelsk forretningsmand, 20 ansatte, fraskilt med 4 børn. Vi valgte hinanden som ”Buddys”, som de siger. Vi havde det godt nok sjovt. Grinende, grædende, dansende, syngende, råbende – og intenst arbejdende med hvad vi vil med vores liv, vores arbejdsliv og ikke mindst hvorfor.

I dag i floatpod’en ligger jeg længe bare og nyder at flyde i det lune saltvand. Der kommer ikke rigtig noget svar. Og så alligevel. Pludselig kommer jeg til at tænke på den bog. Det er det første, jeg skal have styr på. Men langsomt, langsomt. Jeg er 58. Det er om at nyde hvert skridt på rejsen i stedet for at tænke på målet. Så klog må jeg være nu.

Jeg vil gerne fortælle min oplevelse af, hvad der egentlig ligger bag den globale koncern, som Tony Robbins har bygget op over 40 år. Jeg er bare så grundigt træt af flygtige fortællinger i vores medier. Selv hvis jeg skrev en længere artikel med forklaringer, nuancer og dybt fagligt indhold, så viser rå statistik, at når mennesker kommenterer eller liker et indlæg bragt online, har de færreste rent faktisk læst indlægget.

Vi flyder i information, og vi læser ikke særlig grundigt. Jeg kalder det jo informationsforurening. Dommen falder prompte på overskriften, de 6 linjer på et socialt medie og i bedste fald et par minutters scanning af artiklen.

Date With Destiny er på mange måder virkelig ”udansk”

I Danmark har jeg oplevet ganske mange dygtige og dejlige mennesker, som spørger mig, om al det her med coaching ikke er lidt for meget. Når jeg nævner Tony Robbins, har det i grunden tit været svært at fortælle om, hvorfor jeg i 2022 har købt medlemskab i hans ”Inner Circle”, været til to større virtuelle events over flere dage, følger en stribe digitale læringsprogrammer og har tre møder med en af Tony Robbins coaches i januar.

Reaktionerne er typisk skeptiske, selvom ret få egentlig ved, hvad Tony Robbins står for, og hvad det handler om under overfladen. Vi ser måske et klip på Netflix og ryster på hovedet. Skal du nu over til en religiøs kult? Date With Destiny er på mange måder virkelig ”udansk”. Mennesker fra hele verden mødes med fokus på personlig udvikling i en setting med alt det bedste og værste fra the american way. Og dygtige til det de gør, det er de altså, de amerikanere.  

Jeg sov kun få timer om natten i en uge og spiste cirka halvandet ret usselt, dyrt og meget beskedent måltid dagligt. Og et par bananer og proteinbarer. Det er en del af konceptet. Som en dygtig amerikansk-koreansk forretningskvinde, lykkelig familiemor til 2, tidligere soldat i den amerikanske hær, fortalte mig i en rolig stund mellem danse og sange den sidste aften i Tonys Studio.  Det her er ligesom en træningslejr.

Min nye bog bliver en bog, jeg vil udgive med stolthed

Her i Float Studio, min oase i København, måtte jeg i dag finde den totale stilhed og spørge mig selv, hvad var dog det, der skete der på Electronics Way? Skal jeg virkelig det?

Og ja det skal jeg. Jeg skriver i 2023 en ny bog – om min jagt på det gode arbejdsliv. Mellem Florida og Dharamsala vil jeg besøge destinationer i Danmark. I januar vil jeg gå i gang med at finde et forlag, der vil samarbejde. Jeg har skrevet en bog før. Selvom bibliotekerne købte den, er jeg i dag ikke specielt stolt af den bog. Det var mest et personligt ”udbrud”, og jeg havde for travlt med at gøre den færdig. Min nye bog bliver en bog, jeg vil udgive med stolthed. En bog, der kan ligge i kisten på ”my final day”. Intet mindre.

Den mentale træningslejr er slut. Mens jeg floatede, fandt jeg ro, jeg fik bekræftet, at jeg er på rette spor. Jeg blev også så træt, så træt i mit hoved. Renset for “film” og jet-lag og dejligt udmattet. Lige nu skal jeg bare hjem og sove.

Noget af det næste i min dagbog kommer nok til at handle om mine møder med ukrainske flygtninge i København over nytårsdagene. Jeg har mødt mange ukrainske flygtninge de sidste måneder, og det har påvirket mit syn på vores liv i Danmark, og hvad et godt arbejdsmiljø egentlig er for en størrelse, eller burde være.

PS: Dagbogen fortsætter nogenlunde sådan her i 2023. I min gruppe på Facebook kan du altid finde alt. Senere i december kommer der i gruppen – og kun der – lidt mere fra Date With Destiny 😉

Tags

Det er ikke muligt at kommentere på denne artikel