De fem elever, jeg møder fredag eftermiddag, er nærmest perfekte. Refleksionerne er dybe og samtalen flyver højere, end den gjorde i min gymnasietid. Hver finder sin strategi, høje karakterer er målet, og de piber ikke, det er deres liv. Det er gymnasieungdommen 2019, og de ved, hvad de vil – de efter sigende “forkælede, demonstrerende møgunger, der buhede undervisningsministeren ud“. Jeg besøgte Ørestad Gymnasium i foråret 2019 for at give de unge ordet – for med et åbent sind at høre mere om deres liv.
Kommentage bragt på Point Of View International den 28. marts 2019
Et par uger før lærerne skal give standpunktskarakterer, skifter stemningen. Nu gælder det. Demonstrationerne vender vi tilbage til.
Anton er 16 og drømmer om at blive amerikansk fodboldspiller. Egentlig går han kun i gymnasiet, fordi han skulle. Hans mål er at komme så let igennem som muligt, for han gider egentlig ikke gå i skole. Han har valgt de fag, han ved, at han nemmest kan få gode karakterer i. Anton vil have sin studenterhue med høje karakterer for at holde alle døre åbne. Han har en skade, og måske bliver hans drøm svær at nå.
Alle de unge, jeg taler med, er enige om, at karakterer er et gode.
Bryce er 18 år og har boet i Danmark i 2½ år. Han kommer fra Nepal og taler så perfekt dansk, at jeg må gentage spørgsmålet for at være sikker på, at jeg forstod svaret korrekt. “2½ år?”. Den er god nok. I skolen i Nepal synes han faktisk, de faglige krav var større. Til gengæld er det først gået op for ham nu, hvad hans karakterer i Danmark også handler om.
“Det var vist i 4. klasse, vi fik den første nationale test … “De, der lå lavt, sagde ikke så meget. Det var et tabu”, siger Monique. Hun græd i 8. klasse, da hun fik 4 i et fag”
Monique er 16 år og vil gerne være advokat Hun følger allerede nu med i, hvilket gennemsnit der kræves til hvad. Hun griner sammen med sin veninde, Natalia på 16, da jeg spørger, om de kan huske de nationale tests i folkeskolen. Natalia er meget interesseret i internationale spørgsmål.
”Åh ja”, siger de med en mine, der ikke vidner om et glad minde fra 10-års alderen. Heller ikke selvom Monique og Natalia vist hører til de dygtige og flittige ’12- tals piger’, vi taler så meget om. Nogle gange omtaler vi dem lidt perfidt – som perfektionisterne. Hvad bilder vi os egentlig ind?
”Det var vist i 4. klasse. Hold da op hvor der blev tænkt og talt. Hvor ligger man nu på kurven? De, der lå lavt, sagde ikke så meget. Det var et tabu”, siger Monique. Hun græd i 8. klasse, da hun fik 4 i et fag.
Natalia og Ali stemmer i med deres erindringer. ”Det var jo en national test”, siger Ali med glimt i øjet og bestemthed i mælet.
De finder det naturligt, virker det som om, at der var to grupper i klassen. Dem, der lå over middel, og som talte om, hvor de lå på kurven. Og en anden gruppe, der slet ikke snakkede. Det var dem, der lå under middel.
Allerede der kom det første stempel i panden. Forude venter erhvervsuddannelserne for dem, som bliver ved at få dårlige karakterer, og som politikerne gerne vil give lov til at gå tidligere på pension, fordi de bliver nedslidt. Det er den virkelige nutidige reklamesøjle for stolte danske håndværkere. Uanset hvad der ellers bliver sagt.
“Selvom han er god til at snakke, er han også indfødt jyde fra Esbjerg. Han vil være lærer og undervise børn. Min fornemmelse siger mig, han bliver god til sin gerning”
Ali blev erklæret ikke-uddannelsesparat i 8. klasse, og det tog ham lang tid at komme sig over. Han troede aldrig, han ville blive til noget. Hans matematiklærer sagde, at han aldrig ville klare matematik i gymnasiet. Men han har lige fået sin standpunktskarakter. Det var et syvtal.
Det siger han ikke mere om. Selvom han er god til at snakke, er han også indfødt jyde fra Esbjerg. Han vil være lærer og undervise børn. Min fornemmelse siger mig, han bliver god til sin gerning.
Natalia siger selv, at hun er en stræber og har været den lidt stille i klassen. Efter hendes høje karakterer i folkeskolen, er det lidt hårdt for hende at se, at karaktererne nu daler.
Hun svarer instinktivt, da jeg spørger, hvordan hun har det med at stille et dumt spørgsmål i klassen. Det gør hun nødig. ”Det skal jo gerne fremstå klogt”, siger hun. Selv hvis hun stadig har en rest af stille stolthed i sig, så tag endelig ikke fejl af hende.
Om forholdet mellem lærere og elever gælder det om at kontrollere gamet. Jeg har lovet at skrive det anonymt. Deres historier er ellers ret sjove, men det er jo et spil, og det ligefrem at publicere sin strategi vinder man altså ingen spil ved.
“Jeg stiller ikke dumme spørgsmål. Det skal jo gerne fremstå klogt”
Flere af eleverne bruger velovervejede kneb til at få den bedste relation til deres lærere.
De ved alle sammen alt for godt, at lærerens personlige indtryk er et af de gode kort på hånden. ”Det er altså ikke smart, hvis læreren ikke kan lide en. Derfor siger vi da altid også tak for i dag, og det var spændende”, lyder det i en umiskendelig ærlig latter om bordet.
Det er en af de mere banale spilleregler, men det husker jeg simpelthen ikke, at jeg eller mine samtidige gjorde i vores gymnasietid.
Videre lyder det, at man helst ikke skal diskutere alt for meget med en lærer; de skal helst huske en for noget godt. Det er en leveregel i spillet, siger de. For der kommer jo også karaktersamtaler, og måske skal man klage over karakteren.
I ugerne op til standpunktskaraktererne, starter en af finalerunderne i spillet. Nu gælder det positionering og markeringer, hånden i vejret og at sige det rigtige.
En af dem, der vist næppe rater lektierne allerhøjest, erklærer, at det sagtens kan lade sig gøre, hvis man er god til at formulere sig. Også selvom man ikke er godt forberedt.
Dyden om at læse på lektierne er ikke det vigtigste i denne elevs strategi. Men fedterøvspoint er altid godt. Noget, der kan irritere, er, hvis de er i gruppearbejde med kammerater, som ikke har lavet noget, men som alligevel fører sig frem.
“Bare rolig, Bryce, du skal nok få dit 12-tal”
Selvfølgeligheden i samtalen rammer mig. Det er som om, jeg spørger dem, om jorden er rund.
Bryce, der vist er lidt et naturvidenskabeligt geni, har lige fået syv i matematik, og han er begyndt at forstå det danske system. Ali griner: ”Bare rolig du skal nok få dit 12-tal”.
Bryce har forstået, at der i Danmark lægges meget vægt på, at man deltager aktivt i klassen hver dag. I Nepal handlede det mest om at lære det faglige stof udenad.
Alle er – eller bliver – bevidste om brikkerne og strategierne som i en skakcomputer og som de digitalt indfødte, de alle er. Det er en af eleverne selv, der bare siger det – at skolen er et skakspil. Det er ikke min overskrift.
Da jeg spørger, om de synes, at de nye karakterkrav til gymnasierne i 9. klasses afgangsprøver er et godt eller et skidt system, svarer de på hver deres måde: ”Jeg er ligeglad. Nu kan reformerne ikke ramme mig længere. Min lillebror er bekymret. Bare godt det ikke er os”.
“Mens uddannelsesministeren taler om at lette nogle af karakterkravene på de videregående uddannelser for enden af uddannelsessystemets fødekæde, strammer vi skruen i begyndelsen af fødekæden”
Underforstået i deres svar ligger det, at det jo selvfølgelig vil øge fokus på karaktererne tidligere. Mens uddannelsesministeren taler om at lette nogle af karakterkravene på de videregående uddannelser for enden af uddannelsessystemets fødekæde, strammer vi skruen i begyndelsen af fødekæden.
Jeg bliver stille og lytter ikke helt efter en stund. Jeg aner cremen af et dansk uddannelsessystem, og refleksioner, også om svære ting, flyver rundt om ørerne på mig.
Hvis nogle tager for meget rampelys i klassen, sætter Anton fx kønsrollerne befriende primitivt i scene: ”Pigerne er stikkere. Det er vi ikke”, siger han med et stort grin.
”Ja, vi er bros”, ler Ali.
Den skal Natalia og Monique lige bruge en stund til at gribe. Men så får de da også velartikuleret forklaret, hvordan de i særlige situationer godt kan sige til en lærer, hvis de oplever noget urimeligt.
Vi bliver enige om, at der vist ikke er noget rigtigt og forkert i den snak, selvom drengene griner højt: ”Der kan du se, stikkere!”, siger de i munden på hinanden med en triumferende, men ikke ondskabsfuld, snarere forsoren mine.
“Der er ikke mange, som har været særligt interesseret i at høre, hvad vi siger”
Det var her, på Ørestad Gymnasium, at en dansk medieverden billedliggjorde en sandhed om en undervisningsminister, der blev truet ud med møntkast og ludertilråb, som var hun Pia Kjærsgaard, der med politieskorte slap væk fra Indre Nørrebro. Alle videobånd skulle kigges igennem. Forbryderne skulle findes.
Forargelsen kendte ingen grænser. Få medier tog fat i virkeligheden. Ikke mange snakkede med eleverne, og det overvældende flertal af journalister, de har mødt, har ikke været særlig interesseret i at høre, hvad de siger, siger Ali og Monique, som begge har udtalt sig til medierne.
Flere artikler i POV nævnes dog blandt de få, som har givet flere vinkler på, hvad der egentlig skete den dag på deres gymnasium. De unge bemærker også, at det er politikerne fra yderfløjene, som har været i medierne og udtale sig – ikke Socialdemokratiet eller de store regeringspartier.
Undervisningsminister Merete Riisager (V) gik i skjul, da mønten vist ikke var faldet. Men formanden for Danske Skoleelever skrev i Altinget den 20. marts: ”Eleverne på Ørestad Gymnasium var uenige i Meretes politik. De ytrer sig, forsamler sig og demonstrer for deres sag – helt i orden og rigtig fedt!”
Hov, var der nu ikke et møntkast. Blev der ikke råbt luder. Nej, der var vist ikke et møntkast. Jo, en eller to råbte vist ”luder”. Morten Messerschmidt (DF) valgte i Ekstrabladet at skrive om en af de unge, der udtalte sig i medierne:
”Den skæggede unge mand førte sig frem med en provokerende arrogance, som han med garanti ikke havde vovet at udvise over for en myndighedsperson hjemme i det land, som han eller hans forældre engang forlod for at slå sig ned i Danmark. I hans ubehøvlede opførsel så jeg ikke antydning af hverken taknemlighed eller respekt for det Danmark, som er i færd med at give ham en gratis uddannelse”.
“Ingen politikere – heller ikke fra Dansk Folkeparti selv – har følt trang til at sige noget om Morten Messerschmidts retorik”
Ubehøvlet. Arrogant. Utaknemmelig. Mangel på respekt for Danmark.
Ingen politikere – heller ikke fra Dansk Folkeparti selv – har følt trang til at sige noget om Morten Messerschmidts retorik. Han må godt bruge indvandrerbilledet til at kalde en 16-årig gymnasieelev – som han ikke aner, hvem er – lige hvad han vil. Han kunne næsten lige så godt have sagt – søn af en luder.
Skolens ledelse kaldte Ali til samtale for at høre, om han havde det okay.
Den form for retorik fra højtstående politikere i magtfulde partier, det er accepteret som god orden, takt og tone i dagens politiske Danmark. Når en enkelt ung eller to råber et skældsord efter en minister, skulle både en undervisningsminister, voksne danskere og meningsdannere måske føle sig ”for store” til at tage notits af så dumme enkeltstående tilråb. Eller hvad?
“Det er der altså aldrig nogen, som gider at høre om. Det er nok fordi, alle I ældre slet ikke har oplevet, hvordan det er i dag”
Men lige der omkring bordet med hovedstadens ungdom talte vi om noget helt andet. For hvad betyder karakterspillet egentlig? De fem talte faktisk ikke meget om pres eller stress.
”Alt det er der altså aldrig nogen, som gider at høre om. Det er nok fordi, alle I ældre slet ikke har oplevet, hvordan det er i dag. Derfor tænker I bare, vi er forkælede og skal være glade, hvis vi får vores SU”, lyder det samstemmende fra Monique og Ali.
I kanten af skakbrættet emmer en præstationskultur i optur, som de fem selv i grunden ikke bryder sig om. Men det er deres liv, og de vil da også gerne have gode karakterer, de anerkender systemet og går selv efter de høje karakterer. Men de så gerne lidt færre af dem og noget mere fokus på feedback, siger de.
Og de roser også et tre måneders introduktionsforløb i 1.g. om “en karakterfri zone”, selvom de også bemærker, at forløbet alligevel blev afsluttet med prøver, der udløste karakterer.
“Hvordan i alverden kunne debatten om unges stress og pres fra skolen ende i en så vanvittig diskurs?”
De fem er robuste, virker det til. Det hele er simpelthen “part of the game”. De skal nok klare sig. Men nogle må vel få det skidt, tænker jeg. Og ja, det er der vist ingen tvivl om:
- I august 2018 omtalte DR en ny rapport fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, hvor forskerne konkluderer: Præstation fylder rigtig meget på ungdomsuddannelserne, og det fylder i overvejende grad på en dårlig og en negativ måde.
- En undersøgelse fra Psykiatrifonden blandt gymnasielever blev i april 2018 omtalt i Gymnasieskolen, hvor en forsker udtaler: ”Når jeg taler med unge på ungdomsuddannelserne, er det meget tydeligt, at de har et stort fokus på, hvordan de fremstår over for omverdenen. De føler nærmest, at de konstant er til jobsamtale”.
Andre undersøgelser fra bl.a. Børnerådet viser samme tendenser, og det bekræftes i indlæg og synspunkter fra forskellige kilder og aktører omkring hele det danske uddannelsessystem, fx også omkring det uhensigtsmæssige i, at hver tredje elev i 8. klasse i dag bliver erklæret for ikke-uddannelsesparate. Kilderne og aktørerne der siger det samme, og de er talrige.
Regeringen, ved uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) og undervisningsminister Merete Risager (LA), har som svar på børnenes og de unges oplevelse af pres og stress lanceret en kampagne mod det, politikerne kalder de unges perfekthedskultur.
Der ligger sikkert meget fornuftigt bag, men hvordan i alverden kan debatten som stress og pres havne i så vanvittig diskurs?
“Hvad sker der egentlig i krydset mellem forargelsen over deres lyd og befrielsen over deres stemme?”
Jeg sidder tilbage med en undren efter mine flere timers samtale. Hvad skete der egentlig med de forkælede møgunger derude i Ørestaden?
Hvad sker der i krydset mellem forargelsen over deres lyd og befrielsen, der ligger hen over deres stemme?
Er Ali, Anton, Bryce, Monique og Natalia, som de sidder der grinende, energiske, målrettede og reflekterede – alle som, de var designet til Danmarks fremtid – ikke nærmest perfekte?
Jo, måske også med en ærlig frustration over besparelser og afskedigelser af lærere, der rammer deres uddannelser. De sidder og taler i skæret af reformer og atter reformer og en skarpere og skarpere retorik om deres færden på uddannelsesrejsen, fx om mistillidsfyldte fraværsregler.
Jeg spørger mig selv, om det, at nogle af dem overværede og bevidnede grædende afskedigede lærere, som hørte hjemme i deres dagligdag, var en af de berømte dråber, der fik et bæger til at flyde over?
Jeg fornemmer, at der er så mange historier bag de demonstrerende møgunger, som Danmark aldrig får lov at høre.
Fotos: Steffen Hedeby.
Tak til Monique, Ali, Natalia, Anton og Bryce for en berigende samtale, som jeg vil huske.
Det er ikke muligt at kommentere på denne artikel