Byg din egen lille hygsomme cafe på stranden med netop din eksotiske flaske i stedet for at blive ved med at kaste flasker ind på den strand, der allerede er så fyldt med den jammerlige informationsforurening, som i dag truer det moderne menneske med stress og frygt.

Den gode gamle flaskepost fra svundne århundreder er et glimrende symbol. Det var virkelig svært at få sit budskab frem den gang. At tænke sig – at putte et brev i en flaske og smide det i havet i håb om at det skyllede ind en på en fjern strandbred og blev set af netop den rette redningsmand.

I dag er strandbredden tæppebombet med flaskeposter. Der er så mange flasker, at vi prøver at undgå dem og kyler dem i affaldsspande. Vi lever i en tid med et jammerligt kaos af alt for meget information om alting og ingenting. Vi overser det vigtige og drukner i ligegyldighed eller underholdning. Vores hjerner kan ikke følge med. Vi hører om overfald i Ribe, busulykker i Chile, og vi har corona dødstal i hver en afkrog af verden blinkende for vores øjne i månedsvis. Det er ikke underligt, at det moderne menneske bliver frygtsomt og stresset.

Når du vil kommunikere som menneske og som organisation, er du nødt til at se stranden med flaskeposter foran dig. Hvad i alverden vil du stille op? Har du muskler og kvantitet som Carlsberg, kan du være den, der vælter de største og flotteste flasker ind på stranden og sætter parasoller og cafeer op omkring dem. Så ingen kan undgå at se dig. Har du ikke, så hjælper det ikke meget at kaste en flaske ind hist og pist, og det er vilkårene for langt de fleste.

Du må vælge din flaske og dit hjørne på stranden med den allerstørste omhu. Som netop dit vinmærke fra dit distrikt. Som netop din favoritøl fra dit lokale bryggeri. Du må dyrke din niche og have styr på fortællingen om, hvad du tilbyder, hvad der er særligt, og hvorfor det er værd at opsøge netop dig. Der skal være hjerte, substans og mening med galskaben, lige der bag flasken.

The subtle art of not giving a fuck

Hvor starter det? Det starter med, at du ved, hvem du er, at du står ved din mission, dyrker din passion og skaber din fortælling. Hvad netop du vil, og hvorfor du er vigtig og interessant for andre. Dit hjørne på stranden skal være et udsøgt lille sted.

Det betyder faktisk også, at du med knap så pæne ord skal gøre, som den amerikanske selvudviklingsguru Mark Manson skriver i sin bog ”The subtle art of not giving a fuck”.  Der er en masse områder, hvor du skal gøre netop dette – not give a fuck: Du skal skærpe dit fokus og snævre ind til det væsentlige. Til det der faktisk betyder noget.

Det begynder alt sammen med et solidt fundament af tekst med mening og substans. Derfra skal du bygge flasker, etiketter og din helt egen lille eksotiske strandcafe. Du starter ikke med mærkaten på flasken og parasolreklamen på stranden. Du starter med de grundige tekster og det lange seje træk.

Hvad er det værste, der kan ske? Der går lidt tid, og det koster nogle penge, men du risikerer at blive meget bedre til, det du gør, og at dine målgrupper holder af dig og vælger at kommer igen. I bedste fald bliver det så godt, at selv Carlsberg skæver mod dit hygsomme sted.


Hør meget mere, og få gode værktøjer til at administrere informationsforurening i min podcast Flaskeposten.

Tags

Det er ikke muligt at kommentere på denne artikel